En ny start
En sliber med lang hals, en defekt, en løsning: Festools serviceværksted. En noget anderledes erfaringsberetning.
Da Systaineren åbnes som ført af en magisk hånd, rammes jeg af et blændende lys. Var det det hele? Er mit liv som maskine forbi efter ikke engang 10 år? En mand i mørkeblå T-shirt undersøger mig med et kritisk blik. Hvad vil han med mig? Normalt bliver jeg bare taget ud af Systaineren, sat sammen og går i gang med arbejdet. Vægge er mit specialområde. Jeg sliber med perfektion og lidenskab. Ujævnheder er det værste, jeg ved. Jeg suger mig imod med vakuum og fjerner dem med al min slibekraft. Jeg prøver at rydde op i mine tanker. Det eneste, jeg kan huske, er, at jeg var i indsats på en byggeplads. Jeg sliber lige – takket være kraften fra Festool støvsugeren, som jeg er forbundet med – med et sundt vakuum på 210 millibar hen over en herligt ujævn, ru overflade. Der slutter min erindring brat. Jeg er en Planex og kom til verden i år 2009 i Neidlingen i Sydtyskland. Systaineren bliver klappet i. Jeg bæres væk.
Familieanliggender
Få minutter senere åbnes Systainerens låg igen. Nu kigger en anden mand i blå skjorte på mig og løfter mig ud. Det må være serviceteknikere fra min familie! Men i stedet for at tænde mig drejer han mig forsigtigt mod venstre og højre. På hans skjorte står det samme grønne logo som på mit hus: "Festool". Ikke langt fra mig ligger en dyksav. "Festool TSC 55 EBQ" røber typeskiltet. Åbenbart en akku dyksav. Mellem os sagt: Batteridrevne maskiner forekommer mig suspekte. Sådan at arbejde helt uden ledning og strøm fra stikkontakten … hvordan skulle det kunne lade sig gøre? På den anden side er de frie og ubundne, og med to 18-volt-batterier er de fulde af livskraft. Inden jeg når at spørge til dens defekt, bliver den båret væk. Manden med den blå skjorte tager fat om min lange hals. Han taler med sin kollega, der er i færd med at skille en Kapex KS 88 ad. Jeg hører kun to brudstykker: "Is …" og "… gøre den ordentlig ren".
"Wellness ved minus 78 grader"
Kort tid senere forstår jeg, hvad "is" har at gøre med "at gøre rent". En pistollignende genstand er rettet direkte mod min hals. Det hvisler! Iskold luft skydes ud med højt tryk; gips- og støvrester falder af mit hus som skæl. Grusomt! Manden med pistolen opfatter det åbenbart helt anderledes. Han griner og taler kun med en kollega om "wellness ved minus 78 grader" og "der er ikke noget, der slår tøris". Og rent faktisk: Nogle få øjeblikke senere føles huden så smidig som i min ungdom. Så slipper fingeren aftrækkeren, og isstormen aftager. Der sidder ganske vist stadig gipsrester på min slanke langhalsede krop, men jeg er væsentlig renere end før! Jeg ånder lettet op. Tilsyneladende ved folkene her, hvad de gør … spørgsmålet er bare: Hvad bliver det næste?
På jagt efter årsager
Et øjeblik senere finder jeg mig selv på en rullevogn. Åbenbart er jeg her ikke bare for at blive gjort rent – så meget er sikkert – i hvert fald siden denne akku skruemaskine håndterer ved min skruer. Det snurrer. Jeg kender lyden: Entydigt en Festool akku bore-/skruemaskine, en CXS i første gear med ca. 400 omdrejninger i minuttet. At dømme efter den visuelle tilstand handler det om et ret ungt eksemplar. Ejeren lader til at vide præcist, hvad han vil; Skrue for skrue løsnes min ydre grebsskal. Et pust trækker gennem min udsugningskanal, mit gearkassehus åbnes …
Intet tandhjul, intet drev
"Det er tandhjulet!", siger manden med et sejrssikkert smil. Jeg skulle have vidst det! Jeg har i den grad manglet energi i den seneste tid. Trods det spritnye slibepapir kunne jeg ikke bringe min fulde kraft op på væggen. Nu ved jeg, hvorfor det har været sådan: Tandhjulet er blevet slidt ned med tiden. Ikke så underligt; jeg har jo været i kontinuerlig drift året rundt og bevæget mig rundt på vægge og lofter i et utal af timer. Manden ser nu meget tilfreds ud. Han henter et nyt tandhjul ned fra reolen bag mig. Med en specialmaskine tilpasser han det og sætter en ny pakning på. Det snurrer igen, og kort tid efter sidder alle skruer igen på deres vante plads. En god fornemmelse!
Planex med strøm på
I et par sekunder har jeg hængt i en slags blackbox. Med et kabel aftaster manden mig – jeg aner ikke, hvad han laver. Aha, han sammenligner værdierne på displayet – og sætter så et mærkat på mit hoved: "VDE- og DGUV-godkendt". Alle tiders, skal jeg så ud og slibe med dette mærkat siddende i panden? Han mumler noget i retning af: "… burde man gøre hvert år." Jeg ryger op i loftet, hvis han fortsætter på den måde! Men jer får ikke yderligere anledning til at ærgre mig: Nu får jeg pludselig sat en velkendt rund del direkte på min bagskive – en støvsuger starter. Der opbygges vakuum. "Sådan, 210 millibar, den kører igen!", siger manden triumferende, tager fat om min hals og lægger mig tilbage i Systaineren. Da låget klapper i, er ærgrelsen forduftet – jeg føler mig fit som på den første dag! Havde manden måske i sidste ende ret? Var torturen til syvende og sidst måske i virkeligheden bare en wellness-behandling? Det er egentlig underordnet; nu glæder jeg mig allerede til den næste slibeopgave!
