En drøm af et bord
I Karsten Schillings' snedkerværksted virkeliggøres en helt særlig møbeldrøm.
Når godt bliver bedre, så bliver det perfekt – således også bordet af historisk egetræ, der er blevet skabt i Karsten Schillings' værksted. Men det har snedkeren fra Münster dog ikke fremstillet for en kunde. Tværtimod har hans kunde Alexander Wirzbach virkeliggjort sin møbeldrøm egenhændigt, men under vejledning.
Rundsaven hyler. Uden besvær æder savklingen sig gennem træet. Findeler centimeter for centimeter dets fibre og hvirvler en fin tåge af savsmuld op i luften, der glitrer i det indfaldende sollys. Hvor magisk dette øjeblik end er – Alexander Wirzbach oplever det dårligt nok. Akademikeren og manageren er afskåret fra omverdenen af sit høreværn; derudover er han dybt koncentreret og har kun øje for én ting: den træplanke, som han i dette øjeblik skubber igennem saven igen og igen. Da saven stopper, står det klart: Det første snit er lykkedes. Alexander Wirzbach er lykkelig. Man kan se på ham, et han er stolt, og det har han også grund til at være. Hidtil har møbler for ham kun været noget, man sidder i, eller en stille ledsager i hverdagen, som blot opfylder sit formål. Indtil for nylig havde han slet ikke forestillet sig, at han på et tidspunkt selv skulle stå ved en rundsav og opfylde drømmen om sit eget værk.
Det kommer til at køre
Men fordi det første snit blev godt, følger snart det andet, det tredje og det fjerde. Alexander Wirzbach bliver mere og mere sikker i håndteringen af træet. Han har hurtigt fået taget på, hvordan og hvor han skal skabe tryk eller udøve træk, stryger efter hver arbejdsgang håndfladerne hen over snitkanterne og føler med vished: Det her bliver godt. Efter at han har slukket for rundsaven, og savklingen taber omdrejninger, ligger 80 millimeter tykke, kantskårne og groft bearbejdede træplanker foran ham. Ikke kun han, men også snedker Karsten Schillings er tilfreds med det, der indtil videre er lavet. For trods det vagtsomme blik, den professionelle har på hver af sine workshop-deltagere, glæder han sig allermest sammen med dem, når en etape i retning af målet er gennemført med succes.
En lang workshop-weekend begynder
I Alexander Wirzbachs tilfælde hedder dette mål i øvrigt et spisebord – og i sandhed et rigtigt spisebord: 2,80 meter langt og 1,20 meter bredt skal det være. Og med dets 7 centimeter tykke bordplade bliver det i alt 76 centimeter højt, så også stole med armlæn kan skubbes ind under det uden problemer. Fordi workshop-weekenden er kort, og der fortsat er meget at gøre, går man straks til værket. Eller mere præcist, til røreværket: Der skal støbes fødder af beton. Snedker Karsten Schillings har besluttet sig for en hurtigt afbindende blanding.
Træ og beton mødes
Forskallingerne af serigrafiplader sættes sammen med Festool akku skruemaskinerne C18 og T18+3. Det forløber kraftfuldt og raskt. Formen forstærkes efterfølgende med kanttræ og skruetvinger, der fyldes beton i, og de 50 centimeter lange gevindstænger sættes i det endnu bløde skelet. Med jævne mellemrum er der skruet møtrikker som "ankre" på gevindstængerne; de skal senere sidde urokkeligt fast, da de forbinder fødderne med forbindelsespladen på undersiden af bordpladen og ikke alene skal fastholde pladen, men også give stabilitet. Ud over at forbinde fødderne og pladen fast sammen sørger den stabile, 12 millimeter tykke forbindelsesplade for, at den massive bordplade ikke sidenhen kan slå sig.
Et spisebord ... men ikke et hvilket som helst spisebord
At der i denne weekend er så meget at lave, og spisebordet får så statelige mål, udspringer af et ønske fra Alexander Wirzbach. Længe, næsten for længe, har han og hans hustru ledt efter et passende bord, men aldrig fundet det rette. Og de af kandidaterne, der kunne komme på tale, har altid manglet det helt særlige. Et lykketræf har ført chefen fra Mannheim og snedkeren fra Münster sammen. Schillings havde udført en opgave i Wirzbachs nabolag og var blevet anbefalet over for andre. Det ene førte hurtigt det andet med sig. Schillings bemærkede også snart, at hans fremtidige kunde var på jagt efter noget ganske særligt, og gjorde ham et forslag: Et spisebord fremstillet af historisk træ. Et bord, som man kan fortælle historier ved, som selv er historie, og hvis tilblivelse ligeledes har sin helt egen historie – og det hele i moderne form og selvbygget. Denne ide ramte plet hos Alexander Wirzbach.
"Et bord, som man kan fortælle historier ved, som selv er historie, og hvis tilblivelse ligeledes har sin helt egen historie – og det hele i moderne form og selvbygget."
Karsten Schillings, snedkermester
En rejse til fortiden
Tilbage i sit snedkeri i Münster gik Karsten Schillings derfor straks i gang med at lede efter det egnede materiale. I Greven omkring 20 kilometer derfra fandt han hos sin kollega Markus Holtmann, hvad han søgte: Dennes "history wood" stammer fra to- til trehundrede år gamle bindingsværkshuse og ladebygninger og er endda tildels endnu ældre, da bjælker fra nedrevne eller ombyggede bygninger jo allerede i tidligere tider blev genanvendt. Straks sendte Schillings prøver af det eventuelt kommende træ til sin kunde. Der måtte foretages en forudgående udvælgelse, da strukturen i det historiske træ kan variere meget, og der forekommer færre eller flere udstemte huller eller andre brugsspor. Det endelige valg traf Alexander Wirzbach efter sin ankomst til snedkeriet Holtmann – en spændende proces, der varede to timer. På forhånd havde træet gennemgået en vakuumtørring, der resulterer i en restfugtighed i træet på 8 procent. Denne restfugtighed er tilpasset luftfugtigheden i moderne bygninger, for at træet arbejder mindre senere og ikke længere slår sig.
Den afsluttende slibning
Efter fire arbejdsdage er det klaret. Bordet er (næsten) færdigt. Desværre kan Alexander Wirzbach ikke selv udføre finishen og heller ikke være til stede. For arbejdet med at udfylde revnerne i det århundredgamle træ med epoxyharpiks og de tilhørende tørretider er simpelthen for langvarige. Men efter at hans kollega Markus Holtmann har udført et rigtigt godt stykke arbejde med harpiksen, overtager Karsten Schillings sammen med en medarbejder og en lærling den allersidste slibning med excentersliberen ETS EC 150. Med en korn 320 giver de epoxyharpiksen en vidunderlig glans og er samtidig opmærksomme på ikke at polere det historiske egetræ. Afsluttende behandles hele overfladen med Festool naturolie.
"150 kilo vejer bordpladen og 150 kilo hver betonfod"
Selv om Alexander Wirzbach ikke selv er med ved de sidste arbejdstrin, er han ovenud lykkelig over resultatet. Han og Karsten Schillings har jo ikke bare bygget et eller andet møbel, men skabt et moderne spisebord med historie og helt egne karaktertræk. At det i øvrigt kan få sveden til at springe frem på panden, bliver også tydeligt ved leveringen: "150 kilo vejer bordpladen og 150 kilo hver betonfod", er Schillings vurdering af vægten. Og det vil sige pr. komponent "fire hjørner og fire mand" og en god portion muskelkraft, indtil bordet står der, hvor det skal stå. At spisebordet virkelig er noget særligt, mærker Alexander Wirzbach nu hver dag og husker hver gang, han stryger hånden hen over bordpladen, at han i starten aldrig ville have troet, at han selv kunne bygge noget så fantastisk.
