Servicebetingelser "SERVICE all-inclusive" Garanti og yderligere serviceydelser fra Festool GmbH

Dato: 02.01.2017

Tillykke med købet af din nye Festool maskine. Fra den 02.04.2013 får du 3 års garanti uden beregning fra købsdatoen samt adgang til yderligere serviceydelser. Det forudsætter, at du tilmelder din nye Festool maskine online til SERVICE all-inclusive. Ved at registrere maskinen online accepterer du nedenstående servicebetingelser.
I. Generelle betingelser og registrering
1.1. Festool GmbH (efterfølgende kaldt ”Festool”) skal, med undtag for vilkårene der udtrykkeligt er beskrevet under punkt 1.7 og punkt 3.1, ved succesfuld registrering yde Festool GmbH gratis garanti på alle nye Festool el- og trykluftmaskiner (efterfølgende kaldt "maskiner") samt yderligere serviceydelser på grundlag af disse betingelser, under forudsætning af at du er slutkunde (fysisk eller juridisk person) med adresse i Danmark. Festool yder ikke garanti eller yderligere serviceydelser til Festool forhandlere, maskinudlejningsfirmaer og videresælgere.
1.1.1 Disse betingelser er også gældende for LI-Ion batterier og ladere som er købt efter den 1. januar 2015 (efterfølgende også kaldt ”maskiner”) forudsat at følgende forudsætninger afviger fra dette.
1.2. Forudsætninger for registrering:

  • Købt hos en autoriseret Festool forhandler
  • Online-registrering på www.festool.dk/service senest 30 dage efter datoen på den originale købskvittering

1.3. Efter registrering vil du modtage et servicebevis (garantibevis) i enten elektronisk eller skriftlig form. Dette servicebevis er altid kun baseret på den registrerede maskine.
1.4. Med disse garantibetingelser giver Festool dig rettigheder, der går ud over den lovmæssige og aftalte reklamationsret. Den lovmæssige eller aftalte reklamationsret fraviges, indskrænkes eller ændres ikke af garantibetingelserne.
1.5. Garantien eller yderligere serviceydelser forlænges eller fornyes ikke gennem garantiydelser. Det samme gælder for forældelsen af den lovmæssige eller aftalte reklamationsret.
1.6. Ophæver eller annullerer du købet af en registreret maskine (ophævelse af aftalen, fortrydelse, omstødelse eller tilbagetræden), udelukkes den pågældende maskine fra garantien.
1.7. For LI-Ion batterier og/eller ladere som er købt efter 1. januar 2015 er registreringen som er beskrevet i punkt 1.1 ikke nødvendig. Men i stedet for registrering er forudsætningen for håndhævelse af service- og garantibetingelserne at du bevarer den originale købskvittering i overensstemmelse med punkt 2.5. Alle andre generelle betingelser gælder fortsat.


 

II. Garantibetingelser for Fri reparationsservice i 3 år
2.1. Garantien gælder i 3 år og begynder på den dato, der er angivet i den originale købskvittering.
2.2. I garantisager inden for garantiperioden vil Festool efter eget valg enten udskifte de defekte dele gratis eller udskifte maskinen gratis (gratis garanti). Yderligere garantikrav er udelukket.
2.3. En garantisag foreligger, hvis

  • det kan bevises, at den leverede maskine ikke er fri for materiale- og produktionsfejl.
  • det kan bevises, at sliddele (især kul, kuglelejer, gummimanchetter, batterier, tætningsringe og kontakter) er beskadiget som følge af almindelig slitage ved korrekt brug af maskinen. En fuldstændig liste over de dele, der er omfattet af garantien, kan ses i reservedelskataloget på www.festool.dk/service.

2.4. En garantisag foreligger ikke,

  • ved beskadigelse af forbrugsmateriale og tilbehør, især bagskiver, slibesåler, plug-it-kabler, savklinger, fræsere, rørestave, knive, skæresæt og bor.
  • hvis tilslutning, installation, ibrugtagning, drift, brug og vedligeholdelse af maskinerne ikke er foretaget i henhold til brugsanvisningen og andre vejledninger til de enkelte maskiner.
  • ved anden ukorrekt brug, især ydre vold (specielt styrt eller slag).
  • ved mangler på maskiner, som hovedsageligt er forårsaget af uoriginale tilbehørs- eller reservedele.
  • hvis der er foretaget ændringer eller udvidelser på maskinen, især hvis maskinen er blevet adskilt.
  • ved konstant hård brug, især kontinuerlig brug i industrien eller permanent overbelastning af maskinen.

2.5. Omfang og fremsættelse af garantikrav
Garantikrav skal fremsættes skriftligt til Festool straks efter, at manglen er blevet konstateret og inden for garantiperioden. Den pågældende maskine skal afleveres eller indsendes i komplet tilstand sammen med den originale købskvittering, der skal indeholde købsdatoen og produktbetegnelsen, til sælgeren eller til et af de serviceværksteder, der er nævnt på www.festool.dk/service.
2.6. Virksomheders undersøgelses- og underretningspligt
Har du købt maskinen som erhvervsdrivende, forudsætter dine garantikrav, at du har undersøgt maskinerne straks efter modtagelsen og straks, dog senest to uger efter modtagelse af maskinerne, meddelt tydelige mangler til Festool og har anmeldt skjulte mangler skriftligt, straks efter at de er blevet konstateret.
Du er erhvervsdrivende, hvis du ved indgåelse af købsaftalen har handlet som led i dit erhverv. Dette gælder både for fysiske og juridiske personer og personselskaber med egen retsevne.

III. Yderligere Festool serviceydelser:
3. 3 års tyveriforsikring
3.1. I tilfælde af tyveri leverer vi én gang en ny maskine uden ekstra forsikringsomkostninger og mod betaling af en selvrisiko på 500 kr. Denne service yder Festool på alle registrerede Festool maskiner i 3 år fra datoen på den originale købskvittering.
Den nye maskine kan ikke tilmeldes på ny til garantien. Den nye maskine er omfattet af SERVICE all-inclusive ydelserne i den resterende garantiperiode for den stjålne maskine (beregnet på baggrund af pkt. 2.1 minus den allerede forløbne del af garantiperioden). Den nye maskine er dog ikke forsikret mod tyveri. Den lovmæssige reklamationsret forbliver uberørt.
3.2. For at kunne benytte sig af denne serviceydelse skal du straks anmelde tyveriet til den lokale politistation. Politianmeldelsen samt aktindsigt skal forevises sammen med dit servicebevis hos din Festool forhandler senest fem dage efter tyveriet. Denne indsender papirerne til Festool.
3.3. Festool tjekker papirerne og informerer dig om resultatet. Så snart servicebevillingen er givet, kan du hente den nye maskine hos din forhandler mod betaling af ovennævnte selvrisiko.
4. Tilfreds eller pengene tilbage - inden 15 dage.
4.1. Du kan returnere den registrerede, ubeskadigede og let brugte maskine i original emballage og komplet i henhold til leveringsomfanget op til 15 dage efter datoen på den originale købskvittering ved at forevise dit servicebevis hos din Festool forhandler, som udbetaler købesummen.
4.2. I begrundede tilfælde, især stærkt slid, kan Festool forhandleren nægte at betale pengene tilbage, indtil Festool har undersøgt sagen og bevilliget servicen.
5. Reservedelstilgængelighed i 10 år
Vi garanterer levering af reservedele i mindst 10 år efter, at maskinen er udgået af produktion. Skulle Festool i enkelte tilfælde være ude af stand til at indfri sit løfte, får du en tilsvarende ny maskine fra det aktuelle program uden beregning. Din gamle maskine overgår til vores ejendom.
IV. Afsluttende bestemmelser
6. Databeskyttelse
De personlige oplysninger, vi har modtaget ved registrering af din maskine til SERVICE all-inclusive, gemmes, bearbejdes eller anvendes kun til afvikling af de hermed forbundne ydelser. Alle oplysninger anvendes af Festool og dets associerede virksomheder [især TTS Tooltechnic Systems AG & Co. KG og de nævnte virksomheder på http://subsidiaries.festool.com]. De overføres ikke til andre virksomheder og anvendes ikke til reklameformål.
7. Ændring af kundeoplysninger
Hvis dine kundeoplysninger ændrer sig, bedes du hurtigst muligt ændre disse i din gratis myFestool-konto på www.festool.dk eller hurtigst muligt meddele os dem via kontaktformularen på vores hjemmeside www.festool.dk, telefonisk på vores servicenummer 44 84 20 24 eller pr. brev til Tooltechnic Systems ApS, Postboks 1242, 2300 København S. Meromkostninger, der måtte opstå som følge af forældede kundeoplysninger, kan ikke påføres Festool.

 

8. Ændring af ydelser
Festool forbeholder sig ret til at indstille, udvide eller ændre garanti- og serviceydelserne eller nærværende servicebetingelser helt eller delvist under overholdelse af en rimelig frist, eller hvis der foreligger en væsentlig grund også uden overholdelse af en sådan frist og under rimelig hensyntagen til dine interesser.
9. Øvrige bestemmelser
9.1. Tysk ret er gældende med udelukkelse af FN-konventionen om aftaler om internationale varekøb (CISG).
9.2. Værneting for alle stridigheder i forbindelse med garantien er i den retskreds, hvor Festool GmbH har hjemting.
9.3. Dersom en bestemmelse i nærværende garanti er eller bliver helt eller delvist ugyldig eller ikke kan håndhæves, eller er der en mangel i nærværende garanti, vil dette ikke have nogen indvirkning på gyldigheden af de øvrige bestemmelser. En sådan bestemmelse, som erklæres ugyldig eller ikke kan håndhæves, vil blive erstattet af en gyldig og retskraftig bestemmelse, der nærmest afspejler formålet med den oprindelige bestemmelse. I tilfælde af en mangel gælder den bestemmelse som aftalt, som svarer til det, der ville være aftalt i henhold til formålet med denne garanti.